VEDTÆGTER

Vedtægter for Foreningen af Yngre Lungemedicinere

Vedtaget på den stiftende generalforsamling d. 11. juni 2013
Med ændringer 21. november 2013
Med ændringer 27. november 2014
Med ændringer 14. august 2018
Med ændringer d. 26. november 2020
Med ændringer d. 25. november 2021

Stk. 1. Foreningens navn er: Foreningen af Yngre Lungemedicinere (FYL).

Stk. 2. Foreningen er en fraktion af Dansk Lungemedicinsk Selskab (DLS).

Stk. 1. Foreningens formål er at varetage medlemmernes uddannelses-, forsknings-, undervisnings og arbejdsmæssige interesser samt udgøre et forum for faglige, fagpolitiske og sociale aktiviteter.

Stk. 2. Foreningens virke er: At indstille medlemmer af FYL til udvalg under DLS og andre relevante råd, nævn og udvalg inklusiv de specialespecifikke uddannelsesråd og ansættelsesudvalg.

Stk. 1a. I foreningen kan optages læger, der opfylder betingelserne for medlemskab i YL, og som er medlem af DLS.

Stk. 1b. I foreningen kan endvidere optages medicinstuderende, som er medlem af DLS. Medicinstuderende betaler halvt kontingent og har ikke stemmeret ved generalforsamlingen.

Stk. 1c. Læger ansat i stillinger inden for private firmaer med kommerciel interesse i patientudredning eller behandling kan ikke bestride tillidsposter i FYL og har ikke stemmeret ved generalforsamlingen.

Stk. 2. Indmeldelse og udmeldelse sker skriftligt til bestyrelsen. Der ydes ikke refusion for allerede indbetalt kontingent.

Stk. 3. Som udmeldt betragtes den, der ikke har betalt kontingent i 1 år. Genindmeldelse kan kun ske efter indbetaling af restance.

Stk. 4. Kontingentets størrelse fastlægges og godkendes jvf. §5 stk. 1 og opkræves helårligt

Foreningen ledes af en bestyrelse, som er ansvarlig over for generalforsamlingen, foreningens højeste myndighed. Foreningen tegnes økonomisk af bestyrelsen.

Stk. 1. Ordinær generalforsamling afholdes årligt og om muligt i forbindelse med årsmødet i DLS. Bestyrelsen meddeler medlemmerne datoen skriftligt senest 2 måneder før generalforsamlingen, og der indkaldes skriftlig til generalforsamlingen med minimum 2 ugers varsel. Indkaldelsen skal indeholde en dagsorden hvori følgende punkter skal indgå:

  • Beretning fra forpersonen og godkendelse af beretningen.
  • Beretning fra FYL’s medlemmer af DLS’ udvalg og andre relevante råd, nævn og udvalg. § Indkomne forslag.
  • Godkendelse af regnskab og fastlæggelse af kontingent.
  • Valg af forperson, øvrige bestyrelse og revisorer.
  • Valg til udvalgsposter i DLS og andre relevante råd, nævn og udvalg.
  • Eventuelt.

Stk. 2. Et medlem kan ved skriftlig henvendelse til bestyrelsen senest 2 uger før ordinær generalforsamling få en sag optaget som selvstændigt punkt på dagsordenen.

Stk. 3. Afgørelser på generalforsamlingen træffes ved simpelt stemmeflertal. Afstemning sker normalt ved håndsoprækning, men skal være skriftlig ved alle valg, hvor mere end én kandidat er opstillet, eller hvis blot to medlemmer forlanger det.

Stk. 4. Ved stemmelighed skal der foretages et omvalg ved samme generalforsamling. Ved ny stemmelighed bortfalder forslaget, bortset fra valg til bestyrelse, råd, nævn og udvalg som afgøres ved lodtrækning.

Stk. 5. Der kan stemmes for sager optaget på generalforsamlingen ved skriftlig fuldmagt (jf. §9) på nær ved personvalg. Hvert tilstedeværende medlem kan medbringe 1 fuldmagt. Fuldmagten skal være bestyrelsen i hænde ved afstemningens begyndelse.

Stk. 6. Der kan ikke træffes afgørelser om sager, som er behandlet under dagsordenens punkt ”Eventuelt”.

Stk. 7. Ved den ordinære generalforsamling fremlægger kassereren det reviderede regnskab for det forløbne regnskabsår (=1.oktober-30.september) og forslag til kontingent for kommende regnskabsår.

Stk. 8. Valg til de regionale ansættelsesudvalg og uddannelsesråd gennemføres i forbindelse med generalforsamlingen. Udvalgsmedlemmer (FYL medlemmer, fortrinsvist under uddannelse) vælges for 2 år og der er valg i lige år.

Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes af FYLs bestyrelse, hvis 2 medlemmer af bestyrelsen ønsker det, eller hvis 1/5 af samtlige ordinære stemmeberettigede medlemmer skriftligt begærer det over for bestyrelsen. Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske senest 14 dage efter anmodning om ekstraordinær generalforsamling og med mindst 2 og højest 4 ugers varsel.

Stk. 1. Bestyrelsen, der består af forpersonen, der også er født medlem af DLS’ bestyrelse og 5 menige medlemmer, vælges ved den ordinære generalforsamling for 2 år ad gangen. Forpersonen vælges direkte. Der vælges et bestyrelsesmedlem fra hver uddannelsesregion Nord, Syd og Øst. De sidste to bestyrelsesmedlemmer vælges regionsuafhængigt. Forpersonen, bestyrelsesmedlem fra Region Syd og regionsuafhængigt medlem A vælges på lige år. Bestyrelsesmedlemmer fra Region Øst, Nord og regionsuafhængigt medlem B vælges på ulige år. Kan der ikke findes et regionsspecifikt medlem fra en af regionerne, skal det regionsspecifikke medlem af bestyrelsen vælges regionsuafhængigt. Tillige gældes at posten som forperson kan bestrides i maksimalt fire år. Der er ingen øvre grænse for hvor mange gange et medlem kan vælges som menigt medlem af bestyrelsen eller som suppleant hertil. I forbindelse med det konstituerende bestyrelsesmøde vælger bestyrelsen en næstforperson blandt de menige bestyrelsesmedlemmer. Såfremt forpersonen udtræder af bestyrelsen i løbet af sin valgte periode, træder næsteforpersonen i forpersonens sted. I tilfælde af stemmelighed ved afstemninger i bestyrelsen er forpersonens stemme afgørende. To suppleantpladser vælges hvert år.

Stk. 2.Ved kampvalg er afstemningerne skriftlige. Ved valg af forperson stemmes der på én kandidat Forpersonen vælges ved majoritet med minimum 50% af de afgivne stemmer. For valg af menige medlemmer stemmes der maksimalt på det antal kandidater, som der er ledige pladser til. Eventuelt ikke valgte kandidater fungerer som suppleanter i rækkefølge efter stemmetal.

Stk. 3. Det tilstræbes, at bestyrelsen sammensættes således, at der er mindst 1 medlem fra hver af uddannelsesregionerne Øst, Syd og Nord.

Stk. 4a. Bestyrelsen konstituerer sig snarest efter generalforsamlingen med en sekretær og en kasserer. I tilfælde af forpersonens forfald tegnes foreningen af en af bestyrelsen konstitueret forperson indtil førstkommende generalforsamling. I tilfælde af vakance supplerer bestyrelsen sig indtil næste ordinære generalforsamling med de valgte suppleanter.

Stk. 4b. Såfremt forpersonen bliver overlæge op til et halvt år før næste ordinære generalforsamling er der mulighed for at forpersonen, såfremt denne og bestyrelsen ønsker det, fortsætter som forperson frem til den ordinære generalforsamling. Der skal i så tilfælde være enighed i bestyrelsen herom. Stk. 5. Bestyrelsen fastsætter sin egen forretningsorden og fører protokol med referat af alle bestyrelsesmøder. Der afholdes mindst 2 årlige bestyrelsesmøder. Der kan ikke træffes beslutninger i bestyrelsen med mindre 3 af dens medlemmer er til stede. Referater af bestyrelsesmøder udsendes til bestyrelsesmedlemmerne og godkendes senest ved næstfølgende bestyrelsesmøde.

Stk. 6. Bestyrelsesmedlemmer forlader bestyrelsen, hvis de ikke længere opfylder kravene for medlemskab (jf. §3), og der konstitueres et nyt bestyrelsesmedlem ved førstkommende bestyrelsesmøde.

Stk. 7. Såfremt forfaldet i bestyrelsen er således, at den ikke kan varetage sine opgaver, indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, hvor der vælges ny bestyrelse.

Stk. 8. Referat af generalforsamlingen godkendes af bestyrelsen og gøres herefter tilgængeligt for alle medlemmer.

Ændringer i foreningens vedtægter kan vedtages på generalforsamlingen med 2/3 af de afgivne stemmer. Forslag til vedtægtsændringer skal være udsendt til medlemmerne samtidig med indkaldelse til generalforsamling.

Beslutningen om foreningens ophør skal vedtages på en generalforsamling, hvor mindst 2/3 af foreningens medlemmer er til stede. Er dette ikke opfyldt, indkaldes til en ny ekstraordinær generalforsamling med dette ene punkt på dagsordenen. Mindst 2/3 af de fremmødte skal da stemme for ophøret. Ved foreningens ophør overgår eventuelle aktiver til DLS.

Stk. 1. Foreningen kan modtage gaver eller arv fra private eller tilskud fra det offentlige med henblik på at fremme foreningens formål i videste forstand. Midlerne forvaltes af den til enhver tid siddende bestyrelse.

Stk. 2. Foreningen kan ikke modtage gaver eller have anden økonomisk relation til tobaksindustrien eller organisationer/personer, der har til formål at fremme salg/markedsføring/distribution af tobaksprodukter af enhver art. Organisationer/personer, der har haft en sådan relation inden for 10 år forud, kan ikke give gaver til foreningen.

Vedtægterne træder i kraft umiddelbart efter den stiftende generalforsamlings afslutning.

Odense 10. juni 2013

Bestyrelsen pr. 10. juni 2013 Lars Pedersen, Gitte Madsen, Thomas Lund, Jesper Rømhild Davidsen, Julie Janner.

Hent vedtægterne som PDF-fil her