OM UDDANNELSEN

Specialet lungemedicin varetager diagnostik og behandling af sygdomme i lunger, luftveje, lungehinder og brysthulen. Specialet indeholder medicinsk udredning og behandling samt procedurer, såsom anlæggelse af pleuradræn og kikkertundersøgelser af luftvejene.

Der er både akutte og planlagte patienter i alle aldersgrupper. Der er god mulighed for at arbejde i ambulatorie, på sengeafsnit og på bronkoskopistue. Specialet giver også mulighed for arbejde i privat speciallægepraksis og i lægemiddelindustrien samt videreuddannelse indenfor allergologi. Specialet er præget af gode kolleger indenfor specialet og har tæt samarbejde med mange specialer,- især infektionsmedicin, kardiologi, thoraxkirurgi, radiologi, mikrobiologi, rheumatologi, nefrologi, allergologi og dermatologi.

Hvis du er interesseret i specialet, så tag kontakt til din nærmeste lungemediciner eller til Foreningen af Yngre Lungemedicinere, så giver vi gerne lidt karrierevejledning. Der findes et overblik over hoveduddannelser og introduktionsstillinger på de 3 uddannelsesregioners hjemmesider (link nedenfor). Du kan tillige orientere dig om de forskellige intern medicinske specialer på DSIMs hjemmeside (www.dsim.dk).

 

Sekretariatet Lægelig Videreuddannelse

Via DSIM, sundhedsstyrelsen og ovenstående sekretariater kan du bla finde information om hvilke kurser, der skal gennemføres i løbet af din hoveduddannelse. For specialespecifikke kurser se selvstændig fane.